Friday, July 29, 2005

 

MATTHÆUS KAP 5. V. 1 - 12

Selma Lagerlöf fortæller i indledningen til en af sine legender om sin farmor:
"Da jeg var fem år gammel, havde jeg en stor sorg. Så stor, at jeg egentlig ikke tror, jeg har haft nogen større siden.
Da døde min farmor. Lige til da havde hun hver dag siddet i hjørnesofaen i sit værelse og fortalt historier.

Det er ikke meget, jeg husker om min farmor. Jeg kan huske at hun havde smukt, kridhvidt hår, at hun gik meget bøjet, og hun altid sad og strikkede på en strømpe.
Jeg husker også, at når hun havde fortalt en historie lagde hun gerne sin hånd på mit hoved, og så sagde hun: "Og alt dette er lige så sandt, som at jeg ser dig, og du ser mig."

Endelig kan jeg huske en lille bøn hun har lært mig, og et salmevers.

Se, det er næsten alt, jeg kan huske om min farmor, med undtagelse af det som jeg husker bedst, og det er mit store savn, da hun var borte.

Jeg husker den morgen da hjørnesofaen stod tom, og da det ikke var til at begribe, hvordan dagens timer skulle få ende. Det husker jeg. Det glemmer jeg aldrig.

Og jeg husker, at alle viserne og historierne blev kørt bort fra gården, indpakkede i en lang sort kiste, og at de aldrig kom tilbage igen.

Jeg husker at der var noget borte af livet. Det var som om døren til en stor dejlig fortryllet verden, hvor vi før havde kunnet gå frit ud og ind, var blevet lukket i lås. Og der var ingen, som havde nøglen til den dør.."

Det var som om døren til en dejlig fortryllet verden, var blevet lukket i lås. Sådan en historie om en tabt verden har alle vi, der har prøvet at miste en, vi holder af. Vi har et minde om et menneske og et minde om et savn.

Et savn, der bliver ved at være der, men med tiden bliver til en del af vores liv - ofte en værdifuld del af vores liv.

I dag er det Alle Helgens søndag. En søndag hvor vi, som navnet siger, skal fejre alle helgenerne.



Hvem er helgenerne, hvem er det vi skal fejre eller mindes i dag?

En helgen er et menneske, der er noget særligt, en der sætter et tegn for sine omgivelser. En der bærer vidnesbyrd for Kristus-troen - ofte med livet som indsats.

Sådan opfattede man også en helgen helt oprindeligt, men efterhånden som kirken udviklede sig, blev der ganske særlige regler og prøvesten for, hvem der kunne være helgener. Menneskene begyndte at styre, hvem de syntes var værdige til at kaldes helgen. Der skulle blandt andet en ganske bestemt kvote af undere til.

Og det kom til at vrimle med helgener og dage, hvor de skulle fejres. Til sidste var der så mange helgen- eller helligdage, at der næsten ingen dage var tilbage at arbejde i, hvis de alle skulle fejres på tilbørlig vis.

Da det ikke var til at holde styr på mere, samlede man derfor alle trosvidner og martyrer til en dag for at mindes dem samlet - det blev til Alle Helgens dag.

Det har så siden udviklet sig til skikken med, at man nu nogle steder samles for at mindes vore døde på Alle Helgens dag. En skik som vi også følger i dag, ved efter prædikenen at læse navnene op på de mennesker, der er døde siden sidste Alle Helgen. En skik hvor man kan sige, vi er vendt tilbage til den allerførste betydning af ordet helgen.

Der er noget logisk i den udvikling, - det passer til vores tid, at Alle Helgens dag er blevet til Alle dødes dag.

Tanken om at nogle få var nødt til at være gode, på alle andres vegne, den tanke hører til i vores katolske fortid, der havde den tro at bestemte, enkelte personer var helgener og de skulle bære noget for en masse andre mennesker også.

Vi har i hvert fald forladt den tro, at det er vi mennesker, der sikkert kan afgøre hvem af vore fæller der er sande trosvidner, sande helgener.

Vi ved der stadig findes trosvidner og martyrer, men vi kan ikke udpege dem mellem dem, vi har tæt på. Der skal afstand til at se det, i tid eller i kilometer.

De er der: Martin Luther King, og de mennesker der vedblev at være kristne trods store personlige omkostninger i det tidligere sovjet, de er symboler og dermed trosvidner for os. Men hvem tør være helt sikker på, hvem der er det og hvem der ikke er det. Måske kan en person være trosvidne for nogle af os, men ikke for andre.

I dag er billedet altså mere broget, det er ikke givet nogle få at sætte tegn for os. Men det er givet os alle at sætte tegn for hinanden.

Det er derfor logisk, at Alle Helgens-dagen har udviklet sig til den dag, vi mindes dem, vi savner, og som derfor var noget særligt for os.

Gudstjenesten i dag er en mindegudstjeneste for alle tab og savn, som vi hver især sidder med, og som er en del af os og vores liv nu.

Til at hjælpe os med at fejre denne dag, har vi et af de smukkeste steder i biblen. Saligprisningerne fra bjergprædikenen.

Et lille stykke evangelium, der fortæller os noget om, hvad salighed er og hvem, der er salige.

Den fortæller os, at saligheden ikke er den amerikanske drøm. Den salige behøver ikke være den, der har råd til dyrt tøj eller smarte biler, den der er rask og har sunde tænder, den der går igennem livet uden sorg eller problemer.

De salige er dem, der er i hårdhændet kontakt med livet. Og dermed også med døden. De salige er de fattige i ånden, de der sørger, de der hungrer og tørster efter retfærdigheden, de der forfølges.

Det er ikke meningen vi alle skal være ens, det er ikke meningen vi skal gå den samme vej i vores liv, siger dagens evangelium til os. Ikke to menneskeskæbner er ens, men vi er under Guds forsyn hver og en. Derfor er vi også, eller især salige når vi bliver prøvet af livet




Mange i dag har en form for tro på det evige liv, men det er det evige liv som sygdomsbekæmpelse, det evige liv i en salve der bevarer huden som ung. En gang i mellem spekulerer man på, om vi i vores tid har glemt, at vi dog alle skal dø til sidst.

Saligprisningerne siger det samme som Selma Lagerlöf siger om sin farmor; livet er ikke der, hvor reklamerne og lægeforskningen lover os evig ungdom. Livet er der, hvor en der er for ung og en der er for gammel finder sammen, og deler selskab og tanker med hinanden.

Livet er der, hvor vi er fælles, hvor det derfor også gør ondt. For når vi har delt noget med hinanden og elsket, er der altid et savn, når man mister, - men det er lykkeligere - saligere - end aldrig at have delt noget med nogen.

Det er ikke alle forundt at nå så langt, at døden kommer til at give en god mening. Det er ikke alle forundt, at nå til at synes det er på tide, at livet er fuldbyrdet.

Derfor har vi hørt saligprisningerne i dag, for at hjælpe os til at forstå den dybe mening livet kan give, selv når vi føler det komplet meningsløst.
Amen.

Comments: Post a Comment



Links to this post:

Create a Link



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Subscribe to Posts [Atom]